< tilbage 09-09-2019 - 11:13

Flot weekend til Distriktsmesterskabet på Vilhelmsborg

Barnow Dressage og Kirstinelund Rideklub var flot repræsenteret ved distriktsmesterskabet i Distrikt 12, som blev afholdt på Vilhelmsborg

Mange ekvipager fra Barnow Dressage og Kirstinelund Sportsrideklub havde taget turen til Vilhelmsborg for at deltage ved C-stævnet som i weekenden dannede rammerne om distriktsmesterskabet. 

Stævnet begyndte allerede torsdag, hvor 1. afdeling af det individuelle mesterskab for seniorer lå, mesterskabets første afdeling gik i MB1. Her gik sejren til Line Monrad Brandt Jensen med Opus som opnåede 69,32%. Stine Flak Andersen og Holmdalens Aldino opnåede 67,50% i samme klasse hvilket rakte til en tredjeplads. 

I anden afdeling af seniorenes mesterskab som gik om fredagen i MB2, opnåede Line Monrad Brandt Jensen og Opus 68,94% hvilket gav en førsteplads i klassen og Line og Opus kunne derefter lade sig hylde som samlede vindere af mesterskabet for seniorer. I det samlede mesterskab blev Stine Flak Andersen og Holmdalens Aldino først uplaceret. 

Om fredagen begyndte mesterskabet for U25, og her lagde Pernille Lindberg Nielsen og Quibiz Z afstand til resten af klassen, med en overlegen sejr til 74,48%. Ida Marie Falkenberg Mikkelsen og Gallers Artic Dance opnåede i samme klasse 68,87%. 

Om lørdagen skulle afgørelsen i U25 stå, og her formåede Pernille Lindberg Nielsen at fastholde sin føring og endte som samlet vinder af distriktsmesterskabet for U25. 

Lørdagen bød ligeledes på første afdeling af ponyernes individuelle mesterskab, her opnåede Cecilie Sonne Mikkelsen og Skelhøjs Bugatti en tredjeplads. Cecilie og Bugatti opnåede 67,50%. 

Ved anden afdeling af det individuelle mesterskab for kategori 2 ponyer opnåede Cecilie og Bugatti en andenplads med 67,89% hvilket bidrog til det samlede resultat som gjorde at Cecilie og Bugatti samlet endte som nummer 3 i det individuelle distriktsmesterskab for kategori 2 ponyer.

Ved søndagens holdmesterskab havde Kirstinelund Sportsrideklub stillet med hele to hold i hestenes mesterskab og et hold i ponyernes mesterskab. 

Søndagen bød på mange flotte ridt, og Kirstinelunds ponyhold opnåede en flot tredjeplads i det samlede mesterskab. Holdet bestod af Silje Bjørk Gram og Thers Royal Rooster, Aya Hollingdal og Lykkesholms Catla, Laura Cirkeline Wilkens og Reballe Centaurium og Cecilie Sonne Mikkelsen og Skelhøjs Bugatti. 

Ved hestenes mesterskab havde Kirstinelund Sportsrideklub opstillet 2 hold. Disse hold formåede at placere sig samlet som henholdsvis nummer 2 og 3. Holdet som opnåede en samlet andenplads bestod af Marianne V. Damgaard og Shadow Sølyst som derudover opnåede den højeste individuelle score i LA2 med 71,89%, Mette Nyland Christensen og Revelution, Line Monrad Brandt Jensen og Opus samt Jeanett Snitgaard Pelck og Riverdance Lox. 

Holdet som opnåede en samlet tredjeplads i mesterskabet bestod af Ida Marie Falkenberg Mikkelsen og Gallers Artic Dance, Gustav Meinertz og Saugua La Grande, Marie Bonde Jensen og Hollywood samt Mie M. Wærens og Davinia Overskudlund som opnåede dagens højeste individuelle score i LA4 med 68,45% 

Barnow Dressage og Kirstinelund Sportsrideklub ønsker alle placerede stort tillykke. 

<